Type I bunker med to rum, og plads til 100 personer. Indgang, Oehlenschlægersgade 1, 4200 Slagelse
Den trænger til et eftersyn, med frostskader her og der, men ser udefra ud til at være i noget bedre stand end den jeg besøgte i går.
Frem for den sædvanlige nedgang, er denne bunker etableret i en vold, med udgang ca. i fortovshøjde. Der er et lille trin op, hvilket sikkert er for at forhindre vandindtrængen.
På billedet herover kan man lige ane de to nødudgangstårne i buskadset.
Selve indgangen er “forskønnet” med opmurede sten, der kun er kosmetiske. Beton konstruktionen ligger inde bagved.
Umiddelbart ser alt rimeligt tørt ud, i den del man kan se udefra.
Det kunne også se ud som om gangen har haft besøg af en murer engang, i forbindelse med vedligeholdelse.
Tårnene med deres nødudgange ser pæne ud i deres grønne mos beklædning, men kunne godt trænge til en tur med en højtryksrenser, efterfulgt af en oppudsning.
Der er begyndende frostskader på tårnets øverste del, der hvor betonpladen over nødudgangen hviler, og nogen har forsøgt at brække tårngitteret af/til side.
Betonen lige udenfor døren trænger også til et eftersyn.